Cookieinformation

Denne side anvender cookies, som er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere.

De cookies vi anvender giver os information om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi hele tiden kan forbedre den for dig og alle andre brugere. Vi bruger primært cookies til trafikmåling, log ind og optimering af hjemmesiden. Hvis du klikker på OK og fortsætter på vores side accepterer du vores brug af cookies.

Læs mere om vores cookie-og privatlivspolitik

OK


Frederik Paludan Müller digte
19. februar 2016 | Nyheder

BELLA DONNA

Klart straalte Lysets blanke Glands
Fra tændte Lampers Rad;
Som Blomster i en spraglet Krands
I Kredsen Damer sad.
Dog fængsled intet Syn mit Blik
Paa Skjønheds Rosenvei,
Og Øiet rundt i Længsel gik,
Men fandt sin Gjenstand ei.

Da aabned Døren sig, og brat,
Som Fryd i Savnets Vee,
Som Stjernen paa den dunkle Nat,
Min Skjønne lod sig see.
Hun traadte frem i Damers Flok
I Ungdoms lyse Pragt,
Med Perler om den brune Lok,
I staalblaa Silkedragt.

Ei saae jeg før en Liliekind,
Saa fiin og yndig bygt,
Ved Hjertets Slag og Øiets Skin
Nu med en Rose smykt;
Ei før et Blik saa stolt og blidt,
Ei før en Væxt saa rank,
Ei før et Bryst saa marmorhvidt,
Der blødt som Bølgen sank.

Nu drog til Strængenes Musik
Hun Sløret af sin Hals,
Og sylphelet med mig hun gik
Ind i den lette Vals.
Høit steg ved Tonen hendes Barm,
Og mig det var igjen,
Som førte Himlen i min Arm
Jeg gjennem Luften hen.

Saa svæved hun, og fængsled sødt,
Lig Lys paa Nattens Vei,
Hvert jordisk Blik af hendes mødt
Skjøndt selv hun rørtes ei.
Ukjendt med Følelsernes Ild,
Som selv hun havde vakt,
Drev hun med Hjerterne sit Spil
Og hævded Skjønheds Magt.

O fagre Skjønne! Stolte Mø!
Saa kold midt i din Glands
Som Maanen i den blanke Sø
Smykt med en Straalekrands:
Dit Blik er Himmellysets Skin,
Et Hav er dette Bryst,
Der suger dybt dit Billed ind,
Og skjælver ved sin Lyst!

Ulrica Mylius

Ulrica Mylius  –  Ulrica er digtets Bella Donna.

 

Følgende digt er dedikeret til Ulricas søster Christiane Mylius

”Christiane M.”

 

Jeg mindes grant dig fra din Ungdomsvaar:
De blege Kinder og det blonde Haar,
Der faldt om Skuldren ned i Lokker tykke;
Med sagte Fjed lidt frygtsom skred du frem,
Og for din Søsters Glands du i dit Hjem
Saa bly beskeden traadte reent i Skygge.

Jeg traf dig tidt ved Legesøstres Dands,
Hvor lig Fiolen i en Rosenkrands
Du lyste frem i milde Farvers Smykke;
Da banked Hjerterne – da lød Musik,
Men ogsaa der stod med dit Alvorsblik
Du for de friske Skikkelser i Skygge.

Og hvor jeg siden dig i Livet saae,
Bestandig som en Dæmring om dig laa,
Og aldrig aabned vidt sin Favn dig Lykken.
For Andre Glædens Harpe høit blev stemt,
For Andre Solen steg – men du var glemt
Og din Lod blev det kun, at staae i Skyggen.

Men mild du stod dog i den milde Nat,
Hvori din Skjæbne havde hen dig sat,
Og ingen Bitterhed gav Sjælen smerte.
Din Lod var af din Skaber jo bestemt;
Af Verden overseet, var ei du glemt
Af Ham, som skjenkte dig det varme Hjerte.

Det folded ud sig som et yndigt Digt,
Bestandig mere ædelt, mere rigt,
Meddelende til Andre af sin Varme.
I denne Følelsens den klare Elv,
I dette Hjerte skue vi dig selv:
En kjærlig Skikkelse med aabne Arme.

Saadan til Manges Trøst, til Manges Held,
Gik du i Stilhed om og gjorde vel,
Og aldrig Bram din fromme Færd fordunkled:
I Løn du stod – for Verden skjult det var,
Naar Kjærlighedens Offer du frembar
Med Blik, hvori en Ømhedstaare funkled.

Og da som Hjertet modnet var din Aand,
Da førtes bort du af din Skabers Haand,
Han som hernede stilled dig i Skyggen.
Kom – lød hans Røst – dit Savn til Fryd er vendt,
Kom fra dit korte Liv, paa Jorden endt,
Kom ind i Lysets Bolig – ind til Lykken!

Der straaler Øiet alt af Glædens Glands,
Der aabnes Himlen for den rene Sands,
Der staaer hun deilig nu i Ungdomsvaaren;
Men vi, som møde kun ved Mindets Skin
Det veemodsfulde Blik, den blege Kind,
Vi væde hendes Gravhøi her med Taaren.