Definition
En adelig person er kendetegnet ved at være et ægteskabeligt født barn af en adelig far. Til adelen hører også ikke-adeligt fødte kvinder, som er gift med adelige mænd. Dertil kommer danskere og udlændinge, som H.M. Dronningen måtte ønske at ophøje i den danske adelsstand.
Ingen privilegier
Adelens oprindelige privilegier – skattefrihed, politisk indflydelse gennem rigsrådet, eneret til statens højeste embeder, eneret til godserne (hovedgårdene) – blev den frataget i 1660. Dog bestod nogle retlige privilegier indtil 1849. Fra 1671 til 1920’erne havde besidderne (lensgrever og lensbaroner) af omkring et halvt hundrede klausulbelagte godser (len) visse særrettigheder.
I dag er kun et fåtal af Danmarks herregårde i adeligt eje, og kun nogle få procent af Danmarks adelige er godsejere.
Slægtens betydning
Når adel arves gennem faderen, er det fordi det følger slægten. Slægten er vigtig for adelens identitet. Man tilhører sin fars og farfars slægt, og det er således genetisk bestemt, hvilken slægt man tilhører. Man kan ikke ’skifte slægt’, så at man snart tilhører én slægt, snart en anden. Hvis en mand foranlediget af navneloven antager en anden slægts navn, f.eks. sin kones eller sin mormors slægts navn, kommer han og hans børn ikke til at tilhøre denne slægt – de fører blot dens navn.
Udenlandsk adel
Medlemmerne af dansk adel er ikke nødvendigvis danske statsborgere. En slægt, eller en del af den, kan have bosat sig i udlandet. Visse danske adelsslægter har endog aldrig været bosat i Danmark. Derimod findes der i Danmark ikke alene danske slægter, som har opnået udenlandsk adelskab, der findes også udenlandske adelsslægter, som er indvandret til Danmark og har opnået dansk statsborgerskab. Medlemmerne af disse slægtskategorier er således legitime danskere og legitime adelige, men de tilhører ikke dansk adel. I øvrigt tilhører mere end 40% af de danske adelsslægter også udenlandsk adel.
